Slip din dårlige samvittighed når du arbejder med marketing
22 Feb. 2023
Jeg sad i mit første ægte, fuldtidsjob med en nagende dårlig samvittighed. Jeg arbejdede med marketing. Kapitalismens spydspids. Succes blev målt på, hvor mange kroner jeg kunne flytte fra folks lommer over i mine kunders bankkonto. Samtidig med at nyhederne hver dag sagde, at verdens klima var ved at kollapse på grund af vores materiale overforbrug og at folks privatøkonomien var presset.
“Bad conscience working with marketing and sales” googlede jeg på min arbejdscomputer i håb om, at en eller anden derude, kunne hjælpe på mine kvaler. Google tilbød mig psykologer at snakke med. Det virkede ironisk at jeg blev opfordret til at bruge penge på at lette min skyldfølelse, der var tynget af jeg forsøgte at få andre til at bruge penge.
Så her er det indlæg, jeg selv havde brug for at læse, da jeg startede min karriere indenfor marketing – og let’s face it: Salg.
Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed?
De fleste af os arbejder hårdt for vores penge. Om det er i et deltids- eller fuldtids job, som selvstændig, freelancer eller noget helt femte. Pengene kommer ikke ind på bankkontoen af sig selv.
Jeg havde det elendigt med tanken om, at jeg prøvede at overtale folk til at købe ting for deres hårdtjente kroner. Hvad nu hvis de egentlig ikke havde brug for den badekåbe? Eller egentlig ikke havde råd til den buket blomster, jeg forsøgte at pushe dem?
Hvad nu hvis personen stod i RKI, ikke kunne betale sine regninger, men alligevel købte den der nøglering, fordi jeg fik trykket på alle de rigtige emotionelle knapper i video annonceringen og ramte dem igen og igen med skarpe budskaber i retargeting sporet?
Hvad hvis folk måtte gå fra hus og hjem fordi jeg fik dem til at bruge penge?!
Eller hvad hvis verden blev fyldt med endnu mere skrammel, der ender i verdenshavene, fordi jeg pushede køb-det-her budskaber ud i marketing kanalerne?!
Når jeg beskriver mine tanker nu, kan jeg godt forstå jeg havde dårlig samvittighed med at arbejde med marketing og salg.
Bare fordi du sælger, betyder det ikke at du overtaler nogen til at købe
Her kommer det ord, der vendte mine tanker omkring marketing: Relevans.
Som marketeer er det dit ansvar at lave relevant, oplysende og interessant indhold og sende det ud til en relevant målgruppe, der har en interesse i dit produkt eller services.
Du kan trække en hest til et trug, men ikke tvinge den til at drikke, som man siger.
Er dit produkt eller service ikke relevant for en person, så bruger de, med stor sandsynlighed, ikke deres penge på dig.
Som marketeer ønsker jeg at virksomheden jeg arbejder med øger deres omsætning. Men at få personer til at købe et produkt, de egentlig ikke har brug for, er ikke på min agenda. Det er dyrt i markedsføringskroner at overtale dem, sandsynligheden for en returnering er stor og hvorfor overhovedet spilde min arbejdstid på at dreje en kommunikation sammen til forbrugere, som ikke gider mit produkt?! Det giver ingen mening.
Alle produkter er relevante, men ikke for alle. Da jeg begyndte at fokusere på alle de forbrugere, som kunne få glæde af det produkt/service jeg ville pushe, fordi det var relevant for dem, forsvandt den dårlige samvittighed.
3 gode råd til at lette din samvittighed:
1. Du er ikke andre mennesker
Mangler jeg en velour badekåbe i mit liv? Nej. Betyder det at jeg skal have dårlig samvittighed over at pushe budskaber om badekåber? Nej.
Vi lever alle forskellige liv og bruger vores penge forskelligt. Det er helt menneskeligt at vi sætter os i andres sted, og det gør vi også som marketeers. Men bare fordi et produkt/service ikke er relevant for os, betyder det ikke, at det ikke kan være det for andre.
2. Du kan ikke tage ansvar for, hvordan andre bruger deres penge
Læs lige rådet én gang til. Ja, nogle af de forbrugere du rammer i din markedsføring står i en rigtig, rigtig træls økonomisk situation. Men hvordan de – og alle andre – bruger deres penge, er ikke dit ansvar. Langt de fleste mennesker har enten en solid økonomi eller er fornuftige med, hvordan de bruger deres penge.
Det du kan gøre er, at du i dine markedsførings tiltag er transparent omkring priser, meromkostninger mv. Og som virksomhed have en strategi for, hvordan I håndterer dårlig betalende kunder.
Hvis du (eller din arbejdsgiver) udnytter personer som du VED står i en dårlig økonomisk situation til din egen fordel, så bør du finde dig et andet arbejde og/eller se grundigt på dine værdier. For uanset om du vil det eller ej, så er du medskyldig i at udnytte andre.
3. Tag stilling til hvad du vil markedsføre/sælge
Alle produkter og services er som sagt relevant for nogen. Men bare fordi et produkt er relevant eller interessant for en målgruppe, betyder det ikke at produktet bør sælges.
Et eksempel er cigaretter. Det er bevist gentagende gange at cigaretter er skadelig for helbredet og dybt vanedannende med sit nikotin indhold. Alligevel er der mange, der hver dag bruger penge på cigaretter og hvor positiv markedsføring omkring cigaretter ville være relevant for dem.
Men hvordan vil du have det med at sælge cigaretter?
Personligt ville jeg aldrig kunne arbejde med at fremme salget af cigaretter. Det strider imod mine værdier. Og sådan er der en masse produkter og services, som jeg ikke vil være med til at markedsføre.
Hvis du oplever at du skal markedsføre et produkt eller service, som i din overbevisning er skadelig enten fysisk, psykisk, socialt, bør du tænke dig godt om. Min anbefaling er at du siger “nej tak” til opgaven. Også selvom det betyder, at du mister dit job eller vinker farvel til en fin indtjening. Din samvittighed vil takke dig senere.
Marketing har større indflydelse end du tror
Hvis du oplever at have dårlig samvittighed i forbindelse med dit arbejde som marketeer, så se det som et godt tegn. Vi er mange der er bekymret for verdens tilstand og stræber efter, at gøre verden til et bedre sted, eller som minimum ikke forvolder mere skade. Din samvittighed siger til dig, at du ønsker det bedste for dine medmennesker og vores fælles jord.
Som marketeer har du også den unikke mulighed, at du kan være med til at forme i hvilken retning vores samfund skal gå i. Hvis du er med til at pushe bæredygtige tiltag, fornuftige økonomiske valg og se holistisk på din arbejdsgivers/virksomheds position i samfundet, kan du være med til at ændre verden til det bedre – eller i det mindste formindske mængden af ligegyldig ragelse.
Mit navn er Oliver Panthera og jeg arbejder med UX, digital design og CRO. Hvis du ønsker at optimere dit website eller anden digitale løsninger for at øge dine konverteringer, er du altid velkommen til at kontakte mig på oliver@ligetildesign.dk